Vinderen

er fundet

Eventboost 2017

Mange måneders hårdt arbejde blev onsdag den 11. oktober forvandlet til en check på 225.000 kroner til de tre passionerede yogalærere Maria Nielsen, Senay Jensen og Carina Cecilia Saatterup, der drømmer om at gøre deres Nordic Yoga Festival til en tilbagevendende, landskendt begivenhed.

De 3 kvinder løb nemlig med førstepræmien i Kulturregion Trekantområdets konkurrence Eventboost, og det var nogle meget glade vindere, der modtog prisen.

– Det er helt fantastisk. Det er det største skulderklap, vi kunne få. Vi har fra begyndelsen haft store planer. Men forløbet med Eventboost har taget os på en fantastisk udviklingsrejse med en superdygtig mentor, som betyder, at vi er blevet meget skarpere på, hvordan vi vil udvikle festivalen til at blive endnu større og endnu bedre. Og takket være pengepræmien kan vi allerede nu komme i gang med nogle af de ting, vi ellers skulle have ventet flere år med, siger Maria Nielsen fra vindergruppen.

Yogafestivalen debuterede i år med 325 deltagere på Hindsgavl Slot i Middelfart. Men pigerne drømmer om, at festivalen skal være mere end dobbelt så stor og allerede næste år sættes der 600 billetter til salg. Og netop pigernes høje ambitionsniveau og klare fremtidsplaner var med til at sikre dem sejren, fremgår det af dommerpanelets begrundelse:

“Projektet bygger ikke blot på en rigtig god idé, men også på en langsigtet strategi for at udvikle eventen til noget enestående i Danmark. Idékvinderne bag denne event er gået ind i det mentorforløbet med et konstruktivt mind-set og efter juryens opfattelse har de, i samarbejde med deres mentor, virkelig har formået at give eventen en skarpere profil. De formår de at få andre med på deres idéer og kan indgå i de partnerskaber, som gør deres event til noget særligt. Sidst, men ikke mindst, har de også en klar plan for, hvordan det økonomiske rygstød fra Eventboost skal udvikle eventen. ”

Ideen med Eventboost har været at give kommende eventmagere en mulighed for at finde mentorstøtte og penge til udvikling af deres ideer, så Trekantområdet også i fremtiden er vært for store oplevelser og events. Det er Kulturregion Trekantområdet, der står bag Eventboost, som får økonomisk støtte af EWIIs værdipulje.

 

Mentorerne:

Jakob Larsen
Direktør Dansk atletikforbund
Esben Danielsen
Direktør Lokale- og Anlægsfonden
Betina Følleslev
Festivalleder, Spoken Word Festival, Odense
Katja Moesgaard
Adm. Direktør DBU A/S
Bo Damgaard
Adm. Direktør FilmFyn


Eventboost

– sådan deltager du

Lav en kort film – max. 2 minutter, hvor du præsenterer din event.
Gode råd til filmens indhold:

  • Hvad går din event ud på?
  • Hvad er unikt ved din event?
  • Hvem skal nyde godt af eventen, og hvordan får du dem til det?
  • Hvad mangler du for, at eventen kan blive en succes?
  • Forklar hvordan din event kan bidrage vores fælles kulturliv.

Vedhæftet i mailen skal være:

  • En foreløbig tidsplan
  • Et budget
  • En kort beskrivelse af dig og dine samarbejdspartnere

Eventboost 2017 er støttet af EWIIs værdipulje

Kriterier for deltagelse:

  • Eventen skal have potentiale til at blive en økonomisk bæredygtig event
  • Eventen skal have potentiale til at blive en event med national gennemslagskraft
  • Eventen skal kunne gentages
  • Eventen skal kunne tiltrække flere gæster til Trekantområdet
  • Eventen må max. være gennemført i fem år – men kan også være helt nystartet og aldrig afprøvet
  • Eventen skal være åben for videreudvikling i mentorforløbet
  • Eventen skal afvikles i Trekantområdet

Send jeres film til
[email protected]
senest den 8. maj 2017

Konkurrencens forløb

8. maj: Ansøgningsfrist
10. maj: Udvælgelse af deltagere
17. maj: Fælles Kick Off arrangement med mentorer og mentees
Maj – September 2017 indgår finalisterne i et tæt sparringsforløb med mentorerne – 3 møder
2. oktober: Frist for indsendelse af finaleprojekter
5. oktober: Fremlæggelse af finaleprojekter for en fagprofessionel jury
11. oktober: Finale

Udvælgelse til mentorforløb

En fag-jury med repræsentanter fra Trekantområdet, udvælger de event-ideer, der egner sig bedste til et videregående mentorforløb. De events, der går videre, får direkte besked den 11. maj 2017.

Hvert udvalgte projekt modtager udviklingsstøtte på op til 10.000 kr. til f.eks.: analyse, præsentationsmateriale, transport, anden ekstern rådgivning. Alle udgifter skal godkendes af Trekantområdet Danmark forud for anvendelse.

Udvælgelse af vinderprojekt

Efter mentorforløbet skal du indsende en udførlig beskrivelse af eventen senest den 2. oktober 2017 til [email protected]

Beskrivelsen skal indeholde:

  • En grundig beskrivelse af eventen
  • En skitse af eventen – fx moodboard, råt design
  • En tidsplan for gennemførelsen af din event
  • Et gennemarbejdet budget, der viser, hvordan midlerne skal anvendes
  • En kort beskrivelse af, hvordan eventen skal organiseres og udføres
  • Succeskriterier for din event – fx. antal deltagere
  • Beskrivelse af den opbakning du har til din event – f.eks. indsamling af kommentarer, idéer og vurderinger fra dine interessenter

Du skal præsentere din event mundtligt for juryen den 5. oktober.

Du har ti minutter til at præsentere din event og herefter stiller juryen uddybende spørgsmål i ca. 20 minutter.

 

Betingelser

  • Vinder-eventen forpligter sig til at udvikle og gennemføre eventen inden for 12 mdr. fra finaledatoen.
  • Den samlede præmiesum er på 225.000 kr. Der udpeges én eller flere vindere. Vinderen af 1. pladsen modtager som minimum 150.000 kr.
  • Efter gennemførelsen af eventen evalueres den i samarbejde med Trekantområdet Danmark, hvor regnskabet også skal godkendes.
  • Trekantområdet Danmark forbeholder sig retten til at fortælle de gode historier om projekterne og mentorforløbet gennem hjemmeside og Facebook i projektperioden.

 


Hvem kan ikke søge?

Du kan ikke søge, hvis du er omfattet af følgende:

  • Offentlige institutioner, herunder selvejende institutioner, der har indgået en driftsoverenskomst med en offentlig myndighed.
  • Statsfinansierede selvejende institutioner og selvejende institutioner, der modtager statsligt eller kommunalt tilskud, der dækker mere end halvdelen af driftsudgifterne, til varetagelse af opgaver, som offentlige myndigheder normalt varetager.

Om mentorerne

Bo Damgaard er direktør for FilmFyn med strategisk udvikling som hovedfokus.
Bo har en baggrund som medierådgiver og tv-producent og er tidligere bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut og programchef på TV 2, programmedarbejder, redaktionschef og studievært på Danmarks Radio. Bo er uddannet cand. phil. i nordisk sprog og litteratur/massekommunikation fra Aarhus Universitet og har tidligere været højskolelærer på Ry Højskole.

Betina Følleslev er kulturproducent og kunstner, og har siden 2013 været festivalleder på Spoken Word Festival i Odense.
Hun har været tilknyttet flere store kulturelle oplevelsesevents og har bl.a. været med til at kickstarte ”Sommer i Farvergården”, der er en kulturel aktivitet der løber over 4 uger, for børn i Odense. Hun har tidligere fungeret som områdechef for Karrusel Gadefest og Børnekarrusel.
Betina er musikalsk entreprenør, både som sangskriver og artist i ”Solsort og Strawberry Blonde”, men også som projektleder på forskellige musikalske koncepter og workshops.

Esben Danielsen er Direktør, Lokale og Anlægsfonden og har stor erfaring med at samle frivillige kræfter om succesfulde tiltag i kulturlivet. Først som leder af det kendte spillested Gimle i Roskilde, siden som talsmand og udviklingschef i Roskilde Festival og senest som direktør i Orange Innovation, en organisation i Roskilde Festivalgruppen, der udvikler nye oplevelsesprodukter. Lokale og Anlægsfonden udvikler og støtter byggeri til idræt-, kultur- og friluftsliv.

staff_kim

Katja Moesgaard er administrerende direktør hos DBU A/S og har mere end 20 års erfaring med ledelse og strategi kombineret med en solid viden inden for branding, markedsføring, medier, kommunikation, digitale løsninger og konceptudvikling relateret til sponsorater og events. Med en uddannelse som cand.merc. jur. har Katja arbejdet som marketingmanager for Nike Denmark, direktør hos Sponsor Strategi og siden iværksætter og nordisk direktør for MEC Access med ekspertise i bl.a. oplevelsesmarkedsføring.
Katja Moesgaard har stor erfaring med nye medier, etablering af partnerskaber, konceptudvikling på tværs af platforme, heriblandt kunst, musik, film, brandpartnerskaber, mediepartnerskaber, CSR, gaming og sport.

Jakob Larsen er direktør for Dansk Atletik Forbund og har 20 års erfaring inden for sportsmanagement og eventudvikling. Jakob har et bredt forankret netværk i national og international idræt og har omfattende erfaring som bestyrelses- og styregruppemedlem fra en lang række idrætsrelaterede sammenhænge. Jakob er uddannet cand.scient. i idræt fra Københavns Universitet og har en baggrund som informationschef i Dansk Atletik Forbund og udviklingskonsulent hos Dansk Forening for Rosport. Jakobs nøglekvalifikationer er organisationsledelse, strategisk kommunikation og konceptudvikling i relation til events og udvikling af idrætten; herunder bl.a. Skole OL og Copenhagen Halvmaraton.

Kontakt os